Den 9. oktober 2023 udsendte Mads Westfall "At give slip", der ifølge ham selv er blandt de stærkeste og mest helstøbte af de 7. solo-albums, han har skrevet, indspillet og udgivet.
De 9 sange på albummet beskæftiger sig både med dybe filosofiske emner som sandhed, frihed, retning, modernitet og alder, og med store, aktuelle udfordringer som inflation, klima, krig og flugt.
De fleste af numrene stammer fra corona-nedlukningen i 2020-21, som Mads blandt andet brugte til at lancere projektet "Der må være en Kant", hvor han hver uge skrev en ny sang, der efterfølgende blev indspillet live på video og offentliggjort på facebook.
De bedste af sangene har han sammen med et par nyere numre indspillet i et studie på Islands Brygge i tæt samarbejde med den unge producer, mixer og multi-musiker Emil Lundbak Kofod.
Mads står selv for de akustiske guitarer, klaver, percussion og naturligvis vokalerne, som på det nye album er dybere og mere nærværende end på hans seneste udgivelser. Udover de to medvirker Jonas Klintström Larsen på saxofon, og Brian Mørk Hansen har masteret udgivelsen.
"Det vil glæde mig meget, hvis mine venner og naboer i Halsnæs vil lytte til mit nye album, som jeg er rigtigt glad for", udtaler Mads Westfall. Albummet udkommer i første omgang kun digitalt, og kan findes på alle streaming-tjenester. Samtidig med udgivelsen har Mads offentliggjort en musik-video til sangen "Desværre", som kan findes på Youtube og Facebook.
Galleri Liisberg på Hundested Havn fejrede udgivelsen ved en længe udsolgt koncert den 10. oktober 2023, og Mads Westfall glæder sig til at fortsætte med at præsentere sangene fra "At give slip" både i sin hjemegn og i resten af landet.