Tangsafari ved de danske kyster er i løbet af de sidste par år blevet en populær udflugtsform, og i år kan du tage familien med på tangsafari ved Lynæs. Her kan I lære om de forskellige former for spiselig tang, og hvorfor det giver mening at inkludere tang i middagsmaden.
Vidste du, at i nogle tangarter er kostfiberindholdet så højt, at hvis du spiser 6 gram tørret tang, indtager du samme mængde mineraler og vitaminer, som der er i 600 gram grøntsager? Eller at man et langt stykke henad vejen smagsmæssigt kan erstatte bacon med tang?
Tangsafarierne ved Lynæs er arrangeret af Dansk Tang, som har specialiseret sig i at høste tang til nogle af Danmarks bedste restauranter. Nu deler de ud af deres viden om de forskellige former for spiselig tang og hvor, hvordan og hvornår de høstes.
På tangsafarierne skal du selv en tur i vandet og høste tang ved Lynæs, hvor Dansk Tang har fundet nogle gode steder med mange tangarter. Du kan låne waders af dem, men medbring gerne selv et par samt nogle poser til den indsamlede tang.
Safarierne er ikke for gangbesværede, og børn på 7 – 12 år skal være sammen med en voksen.
De første tangsafarier ved Lynæs har allerede været afholdt, men du kan stadig nå at deltage d. 17/7 og den 24/7 – begge dage kl. 10.00 og kl. 13.00. Prisen per person over 12 år er 290 kr, og du kan tilmelde dig her.