Nyt fra Hundested i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Hundested er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Overtrædelse af færdselsloven, Stenløse

En borger anmeldte klokken 08.21, at flere bilister kørte for hurtigt og ikke overholdt ensretningen ved noget vejarbejde på Søsumvej mellem Frederikssundsvej og Skolevej. En patrulje kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere, og under patruljens tilstedeværelse blev ti bilister sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Overtrædelse af beredskabsloven, Kgs. Lyngby

Klokken 08.36 blev det anmeldt, at der var opstået røgudvikling ved et skur på Søltofts Plads ved DTU. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det kunne konstateres, at der var tale om en mindre facadebrand, og slukningsarbejdet blev igangsat. En kvinde, som havde benyttet ukrudtsbrænder på stedet, blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, da det formodedes, at dette var årsagen til, at branden opstod. 

Tyveri af rotorlift, Ølstykke

Klokken 09.23 blev det anmeldt, at en gravemaskine mellem onsdag klokken 23.19 og torsdag klokken 00.06 var blevet stjålet fra Frederiksborgvej. Ejeren havde efterfølgende fundet gravemaskinen igen på en parkeringsplads, men rotorliften på den var blevet afmonteret og var ikke til at finde.

Tyveri fra personbil, Hellerup

Mellem onsdag klokken 23.00 og torsdag klokken 09.58 blev forlygterne på en Porsche personbil, som stod parkeret på Jacobsens Alle, stjålet. 

Kørsel i frakendelsestiden, Humlebæk

På Hørsholmsvej standsede en patrulje klokken 10.20 en 59-årig mandlig bilist fra Snekkersten. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, da han havde fået frakendt sin førerret. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

Sigtet for hærværk, Helsingør

Klokken 11.52 indløb der anmeldelse om, at en mand kort forinden havde slået og sparket på en bil, som holdt parkeret på Groskenstræde, så der var kommet ridser flere steder på bilen. En patrulje kørte til området for at lede efter gerningspersonen, og på Torvegade blev en 32-årig mand fra Helsingør, som passede på beskrivelsen, truffet. Da han her havde en udadreagerende adfærd, blev han anholdt og taget med på politistationen, ligesom han blev sigtet for hærværk på bilen.

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

Personalet i Normal på Gasværksvej anmeldte klokken 13.10, at de tilbageholdt en 15-årig ung kvinde fra Kgs. Lyngby, som havde stjålet varer fra butikken. En patrulje kørte til stedet, hvor den unge kvinde blev sigtet for butikstyveri, og grundet hendes unge alder blev der også taget kontakt til de sociale myndigheder samt andre relevante voksne for at informere om episoden.

Tyveri af taske, Kgs. Lyngby

En 73-årig mand fra Fredensborg anmeldte klokken 13.25, at han havde fået stjålet sin taske, mens han var i Lyngby Storcenter i tidsrummet 13.05 til 13.15. Her havde han haft sin taske i en indkøbspose, mens han gik fra Normal til Kaufmann og derefter videre til Ginsborg, og han opdagede herefter, at tasken ikke længere var i indkøbsposen.

Færdselsuheld, Stenløse

En 53-årig mandlig bilist fra Stenløse kørte klokken 14.15 i østlig retning ad Krogholmvej, hvor han kørte over i modsatte vognbane og frontalt påkørte en 36-årig kvindelig bilist fra Ølstykke, som havde en 42-årig mandlig passager med i bilen. Grundet alvorlig tilskadekomst blev den 42-årige passager fløjet med helikopter til behandling på hospitalet, mens den 36-årig kvinde blev kørt med ambulance. Der skete stor materiel skade, og ulykkesstedet var derfor i en længere periode afspærret. Kort efter klokken 18 blev der åbnet for trafikken igen.

Tyveri fra byggeplads, Helsingør

Klokken 14.39 blev det anmeldt, at en fremmed mand klokken 14.00 havde indfundet sig på en byggeplads på Hestens Bakke, hvorfra han stjal fem isoleringsplader og kørte fra stedet i en rød Suzuki Alto. Nogle medarbejdere på stedet havde forsøgt at følge efter manden, men måtte opgave, da han kørte hasarderet og over for rødt lys. Han beskrives af vidner som: mand, skaldet, ikke så stor. 

Tyveri fra taske, Helsinge

En 70-årig kvinde fra Tisvildeleje anmeldte klokken 15.09, at hun tidligere på dagen havde fået stjålet sin pung. Kvinden havde mellem klokken 14.00 og 14.30 befundet sig i Rema1000 på Rådhusvej og havde her haft pungen i sin taske. Da indkøbsturen var overstået, opdagede hun, at pungen var væk.

Kørte på ulovlig knallert, Græsted

En 16-årig ung mand blev torsdag eftermiddag klokken 1.05 standset, da han kom kørende ad Pårupvej. Her viste det sig, at knallertens konstruktion var ændret, så den kunne køre mere end dobbelt så hurtigt, end den var bygget til. Den 16-årige blev derfor sigtet for kørsel på ulovlig knallert.

Taske stjålet fra bil, Græsted

Mellem klokken 13.00 og 16.20 er der stjålet en taske, der blandt andet indeholdt pung og nøgler, fra en bil, som stod på Fyrrestien. Tyven har listet en siderude op for at skaffe sig adgang til bilen.

Sigtet for narkokørsel, Hørsholm

Torsdag aften klokken 19.17 blev en 36-årig mand fra Nærum standset, da han kom kørende ad Helsingørmotorvejen. Her viste en narkometertest, at han var påvirket af euforiserende stoffer og han blev derfor sigtet for narkokørsel. Manden var i øvrigt frakendt førerretten, og da han gentagne gange alligevel har kørt bil, blev denne beslaglagt med henblik på konfiskation.

Var i besiddelse af hash, Virum

En 25-årig kvinde fra Kgs. Lyngby blev torsdag aften klokken 19.50 fundet i besiddelse af en moderat mængde hash, da en patrulje og en narkohund traf hende i en bil på Hummeltoftevej. Kvinden blev sigtet for forholdet.

Sigtet for overtrædelse af knivloven, Helsinge

Torsdag aften klokken 20.54 blev en 20-årig mand fra Hundested sigtet for overtrædelse af knivloven. Manden blev truffet i området omkring Helsinge Station. Han blev endvidere sigtet for at være i besiddelse af kokain.

Natlig narkokørsel, Klampenborg

Klokken 01.45 natten til fredag blev en 21-årig mand fra Birkerød standset, da han kom kørende ad Strandvejen. Her viste det sig, at han var påvirket af cannabis. Han blev derfor sigtet for narkokørsel.

Dieselrøvere på spil, Helsingør

En 66-årig mand fra Skive blev natten til fredag overfaldet af to mænd, som stjal flere dunke diesel fra mandens lastbil. Røveriet skete omkring klokken 01 og blev anmeldt klokken 01.47. Manden blev slået i hovedet med den ene dieseldunk og kom til nærmere undersøgelse på skadestuen. Den ene gerningsmand beskrives som ca. 170-180 cm høj, slank af bygning og iført mørkt tøj. Han medbragte to-tre dunke, som han fyldte med diesel fra lastbilen.

Mistede herredømmet over bil, Gentofte

Klokken 02.40 natten til fredag mistede en 83-årig mand fra Gentofte af uvisse årsager herredømmet over sin bil og kørte ind i midter-øen i rundkørslen ved Brogårdsvej/Søbredden. Manden blev efterfølgende brag til tjek på hospitalet.

Indbrud i Netto, Kgs. Lyngby

Natten til fredag har der været indbrud i Netto på Lyngbygårdsvej. Indbruddet skete klokken 02.55, hvor en ung mand iført sort/mørk hættetrøje med grå stribe, sort/mørk kasket og sorte/mrke træningssko med hvide striber brød ind ad bagdøren. Flere patruljer kom til stedet og søgte efter gerningsmanden. Der er ingen oplysninger om eventuelle tyvekoster på døgnrapporten.

Betjent på motorcykel ramt af bil, Slangerup

En motorcykelbetjent blev kort før klokken 07 fredag morgen ramt af en bil, da han kom kørende ad Hørup Skovvej/Frederiksborgvej. Betjenten var under udrykning på vej til en hastende politiforretning, da han blev ramt af bilen. Føreren af bilen, en kvinde fra Slangerup, havde ikke noget med den pågældende politiforretning at gøre. Betjenten blev kørt til behandling på hospitalet. Der er foretaget tekniske undersøgelser på stedet til brug for fastlæggelsen af årsagen til sammenstødet. 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi