Hundested er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Tyveri fra personbil, Allerød
Klokken 07.18 blev det anmeldt, at der imellem søndag klokken 20.00 og mandag klokken 07.00 var blevet stjålet midterkonsol og indbygget GPS fra en VW personbil, der havde holdt parkeret på Ligustervangen. Tyvene var kommet ind i bilen ved at smadre den bagerste trekantsrude i passagersiden.
Igen klokken 08.05 indløb der to lignende anmeldelser. Denne gang var der stjålet indbygget GPS-system fra to VW personbiler, der havde holdt parkeret på Askevangen. Tyverierne var sket henholdsvis imellem søndag klokken 13.00 samt 18.00 og mandag klokken 08.00.
Også klokken 08.17 blev det anmeldt fra Allerød, at der var blevet stjålet et indbygget computer-system fra en VW personbil. Denne gang var det sket fra Magnolievangen, hvor bilen havde holdt parkeret imellem søndag klokken 17.30 og mandag klokken 08.00. Derudover var der også stjålet en taske med kuglepenne og bolsjer i fra bilens kabine.
Klokken 09.06 indløb der endnu to anmeldelser om et sådan forhold fra Magnolievangen. Her var der imellem søndag eftermiddag og mandag klokken 08.00 stjålet indbygget computer-system fra henholdsvis en Skoda personbil og en VW personbil.
09.14 blev det igen anmeldt, at der var blev stjålet et indbygget computer-system fra en VW personbil, der havde holdt parkeret i Allerød. Bilen havde holdt parkeret ved Enevangen, og tyveriet var sket imellem søndag klokken 18.00 og mandag klokken 09.00.
Og klokken 09.34 blev det anmeldt fra Cedervangen, at der imellem søndag klokken 18.00 og mandag klokken 09.15 var blevet stjålet et indbygget computer-system fra en VW personbil.
Færdselsuheld, Birkerød
Klokken 07.49 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld i krydset Ravnsnæsvej/Dambakken, idet en bil ført af en 43-årig mand fra Birkerød havde påkørt en 53-årig mandlig cyklist, der også var fra Birkerød.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor bilisten blev sigtet for ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt, mens cyklisten tog en tur på skadestuen for en sikkerheds skyld. Det tydede dog på, at han ikke var kommet alvorligt til skade.
Indbrud i institution, Hellerup
Klokken 08.19 blev det anmeldt, at der i weekendens løb havde været indbrud i en børneinstitution på Tranegårdsvej. På tidspunktet for anmeldelsen var der ikke dannet overblik over, hvorvidt der var blevet stjålet noget. Tyvene var kommet ind ved at opbryde en terrassedør.
Også klokken 08.53 blev der anmeldt et indbrud i en børneinstitution i Hellerup, der var sket i weekendens løb, denne gang på Bregnegårdsvej. Herfra var der blevet stjålet to arbejdscomputere og en ældre iPhone.
Tyveri fra personbil, Espergærde
Klokken 08.23 blev det anmeldt, at der imellem fredag aften og søndag aften var blevet stjålet gps-system fra en personbil, der havde holdt parkeret på Grydemosevej. Tyvene var kommet ind i bilen ved at knuse bagruden i passagersiden på bilen.
Færdselsuheld, Hillerød
Klokken 08.42 blev det anmeldt, at der netop var sket et harmonikasammenstød på Hillerødmotorvejens forlængelse i sydgående retning nær Herredsvejen. Tre biler var stødt sammen, og myndighederne kørte derfor til stedet, hvor det ene spor måtte spærres i en periode, imens parterne blev tilset, og der blev ryddet op på stedet. Trafikken blev ledt ad andre veje frem til klokken 09.58, hvor der igen kunne åbnes helt for trafikken. Der skete umiddelbart ingen alvorlig personskade i forbindelse med uheldet.
Indbrud i forretning, Hillerød
Klokken 09. blev det anmeldt, at der natten til mandag havde været indbrud i en telebutik på Slotsgade. Tyvene havde formentlig blandt andet stjålet telefoner og tablets.
Kørsel uden førerret, Stenløse
Klokken 11.10 blev en 44-årig mandlig bilist uden fast adresse standset og kontrolleret på Frederikssundsvej. Her viste det sig, at han ikke besad retten til at køre bil, og han blev derfor sigtet for at gøre det alligevel.
Tyveri af telefoner, Holte
Klokken 11.43 anmeldte en kvinde, at hun omkring klokken 11.15 havde fået stjålet sin iPhone 13 fra sin taske, imens hun havde stået på p-pladsen foran Danske Bank.
Klokken 12.55 anmeldte en anden kvinde, at hun omkring klokken 10.00 formentlig havde fået stjålet sin iPhone 12, efter hun havde været i Netto nær Holte Midtpunkt – telefonen var i hvert fald væk.
Indbrud i skole, Hellerup
Klokken 12.42 blev det anmeldt, at der søndag formiddag havde været indbrud på Gammel Hellerup Gymnasium, hvorfra der var blevet stjålet en computer og en drone.
Forsøg på bedrageri, Farum, Helsingør og Birkerød
Klokken 13.19 anmeldte en kvinde fra Farum, at hun klokken 12.00 var blevet ringet op af en mand, der påstod at være fra politiet. Manden spurgte, om hun netop havde forsøgt at optage et lån, og han bad hende desuden om at logge ind på sin netbank med sit NemID. Kvinden nægtede, og til sidst blev manden sur og smækkede røret på.
En kvinde fra Birkerød havde klokken 16.19 modtaget et lignende opkald, og det samme havde en kvindelig borger fra Helsingør klokken 22.45. Heller ikke ved disse hændelser havde kvinderne efterkommet mandens anmodning om at logge på deres netbank.
Der skal lyde ros til kvinderne for deres håndtering af episoderne. Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at politiet og andre offentlige myndigheder ikke benytter sig af sådanne fremgangsmåder. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.
Spirituskørsel, Slangerup
Klokken 14.05 blev en 34-årig mandlig varevognsfører fra Ølstykke standset og kontrolleret på Frederiksborgvej. Her fik han alkometeret til at slå ud over det tilladte, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.
Butikstyveri, Værløse
Personalet i Fakta på Bymidten anmeldte klokken 16.56, at de tilbageholdt en mand, som havde stjålet varer fra butikken. Da manden var truende i sin adfærd og ikke ville oplyse id, kørte en patrulje til stedet. Her traf de manden, der viste sig at være en 47-årig fra Værløse, og han blev af patrulje sigtet for butikstyveri.
Brand i tørretumbler, Hundested
Klokken 16.59 indløb der anmeldelse om, at der var røgudvikling fra et vaskeri på Høje Tøpholm, og politi og brandvæsen kørte derfor til stedet. Her viste det sig, at der var opstået brand i en tørretumbler, hvilket havde resulteret i røgudviklingen, og slukningsarbejdet blev igangsat.
Årsagen til, at branden opstod i tørretumbleren, er endnu ikke fastlagt.
Ingen kom umiddelbart til skade i forbindelse med branden.
Kørsel uden førerret, Hillerød
På Fangekrogen standsede en patrulje klokken 19.20 en 18-årig mandlig bilist fra Hillerød. Han blev her sigtet for at køre bil, selv om han endnu ikke havde erhvervet sig førerret til køretøjet.
Vold, S-togslinjen fra Allerød mod København
På vegne af en 21-årig kvinde blev det klokken 20.13 anmeldt, at hun kort forinden var blevet slået og sparket af to unge kvinder i et S-tog på vej fra Allerød mod København. De to gerningspersoner var efterfølgende stået af på Lyngby Station, mens den 21-årige kørte videre med toget til Gentofte.
Patruljer kørte til Gentofte Station for blandt andet af afhøre kvinden og vidner til overfaldet. På baggrund heraf foreligger der følgende signalement af de to gerningspersoner:
A: kvinde, ca. 18 år, mørk i huden og med krøllet hår. Iført grå hættetrøje
B: kvinde, ca. 18 år, mørk i huden.
Kørsel uden førerret og konfiskation af køretøj, Gørløse
En patrulje standsede klokken 21.30 en 22-årig mandlig bilist fra Slangerup på Roskildevej og bad ham fremvise et gyldigt kørekort. Det kunne han dog ikke efterkomme, da han ikke havde et sådant, og han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette. Derudover blev den 22-åriges bil beslaglagt med henblik på konfiskation, da det ikke var første gang, han blev sigtet for kørsel uden førerret.
Mænd stjal cykel og kørte på et hjul, Hillerød
Klokken 23.58 indløb der anmeldelse om, at to mænd kort forinden havde stjålet en cykel på Slangerupgade, hvorefter de forsvandt fra stedet – den ene på cyklen ved at køre på dens forreste hjul, da der var lås på baghjulet. En patrulje med hund kørte til området for at lede efter de to mænd, men det var ikke muligt at finde dem.
De beskrives begge som: mænd, af anden etnisk herkomst end dansk, ca. 175 cm, kraftige af bygning. Iført sportshøj/hættetrøje.
Besiddelse af stoffer, Hillerød
På Munkeengen traf en patrulje klokken 00.30 en 29-årig mand fra Hillerød. Ved visitation blev han fundet i besiddelse af en mindre mængde amfetamin, hvilket han blev sigtet for.
Besiddelse af stoffer, Nivå
En patrulje henvendte sig klokken 01.46 til en 33-årig mand fra Frederiksberg, som befandt sig i sin bil på Violens Kvarter. Ved ransagning af bilen blev der fundet en mindre mængde skunk, og den 33-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Spirituskørsel, Nærum
En 41-årig mandlig bilist uden kendt adresse blev klokken 02.46 standset af en patrulje på Helsingørmotorvejen i sydgående retning kort før afkørslen til Nærum. Her viste et alkometer, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Den 41-årige blev derefter kørt til hospitalet, hvor en blodprøve blev udtaget med henblik på præcist at fastslå hans eventuelle promille.