Nordsjællands Politi: Seneste nyt fra Hundested - tirsdag den 9. februar

Profilbillede
dato

Hundested er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Indbrud i skurvogne, Frederiksværk

Klokken 07.17 blev det anmeldt, at der i løbet af weekenden havde været indbrud i tre skurvogne, der havde holdt på Syrevej. Herfra var der blandt andet stjålet walkie-talkies, sikkerhedsudstyr og en projektor.

 

Indbrud i forretning, Frederikssund

Klokken 07.19 blev det anmeldt, at der i løbet af weekenden havde været indbrud i en forretning under ombygning beliggende på Østergade. Herfra var der blevet stjålet diverse elværktøj.

 

Forsøg på tyveri fra varebil, Gentofte

Klokken 08.24 blev det anmeldt, at bagruden var blevet knust på en varebil holdende på Sløjfen imellem søndag klokken 21.00 og mandag klokken 08.20. Varebilen var dog forsynet med et jerngitter på indersiden af ruden, således der ikke kunne foretages indstigning i køretøjet.

 

Tyveri fra varebil, Helsinge

Klokken 09.08 blev det anmeldt, at der natten til mandag var blevet stjålet værktøj fra en varebil, der havde holdt parkeret på Løgelandsvej.

 

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

Klokken 12.36 anmeldte personalet fra SuperBrugsen, at de stod med en butikstyv, der ikke ville oplyse hverken navn eller personnummer, og personalet kunne derfor ikke selv anmelde butikstyveriet på nettet.

En patrulje blev sendt til supermarkedet, hvilket fik butikstyven, en 66-årig kvinde fra Kgs. Lyngby, til at informere butikken om de relevante oplysninger.

 

Færdselsuheld, Helsinge

Klokken 14.33 skete der et færdselsuheld på Helsingørvej, idet en 21-årig mandlig bilist foretog et venstresving fra Birkely og ud på Helsingørvej, selvom der kom en bil kørende i østlig retning på Helsingørvej – denne blev ført af en 53-årig mand fra Græsted. Den 21-årige kan nu formentlig vente sig en sigtelse for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Der skete umiddelbart ingen personskade ved færdselsuheldet, og den tilsendte ambulance kunne forlade stedet uden at have nogle af parterne med.

 

Kørsel uden førerret, Frederikssund

Klokken 14.42 blev en 44-årig mandlig bilist fra Ølsted standset og kontrolleret på Frederikssundsvej. Her viste det sig, at han ikke besad retten til at køre bil, hvorfor han blev sigtet for kørsel uden førerret.

 

Tyveri fra bil, Birkerød

Klokken 15.05 blev det anmeldt, at der imellem søndag klokken 14.00 og mandag klokken 06.30 var blevet stjålet en computer fra en bil, der havde holdt parkeret i en indkørsel på Bistrupvej. Indstigningen var sket via en opbrudt bagdør.

 

Færden på usikker is, hele politikredsen

I løbet af dagen blev der ved mange søer i politikredsen meldt om færden på isen. Patruljer måtte flere gange kalde personer ind på sikker grund og påtale adfærden.

Nordsjællands Politi minder om, at det er forbundet med stor fare at færdes på tynd is på søerne. Mange steder er det forbudt at færdes på isen, med mindre der er opsat skilte, som tillader det. Hvis ikke der er opsat skilte ved søens bred, kan man som borger henvende sig til sin kommune og forhøre sig om, hvilke regler der gør sig gældende ved den specifikke sø.

 

Kørsel i frakendelsestiden, Græsted

En 26-årig mandlig bilist fra Helsinge blev klokken 16.08 standset af en patrulje på Dønnevældevej. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, idet han var frakendt førerretten. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

 

Brand i sommerhus, Frederiksværk

Klokken 16.32 indløb der anmeldelse om, at der var brand i et sommerhus på Mirabelvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor alle personer var kommet ud af huset, som var overtændt. Grundet røgudviklingen blev beboerne i området bedt om at blive indenfor og lukke døre og vinduer. Med brandvæsnets hjælp blev branden kontrolleret, så der ikke skete spredning af branden, men grundet brandens omfang brændte huset helt ned. 

Der arbejdes ud fra en teori om, at branden opstod i noget el i gulvet på husets badeværelse.

 

Kørsel uden førerret, Helsinge

På Ny Mårumvej standsede en patrulje klokken 17.00 en 45-årig mandlig bilist fra Græsted og bad ham fremvise et gyldigt kørekort. Bilisten var dog frakendt førerretten og havde ikke generhvervet denne, og patruljen sigtede ham derfor for at køre bil trods den manglende førerret.

 

Melding om kraftige røgsøjler, Helsingør

Klokken 17.16 indløb der anmeldelse om, at der kunne ses kraftige røgsøjler fra bagsiden af et hus på Rosenvænget. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det kunne konstateres, at der var tale om røg fra to bål i en have. De blev kort efter slukket af brandvæsnet, og husets beboer, en 42-årig mand, blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

 

Unge mennesker til gene i opgang, Kgs. Lyngby

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 17.25, befandt der sig en gruppe unge mennesker i en opgang på Jernbanepladsen, hvor de var til gene, idet de smed skrald og besørgede i opgangen. En patrulje kørte til stedet, hvor der dog ikke længere befandt sig nogen i opgangen. Dog traf patruljen to unge mennesker, som muligvis havde opholdt sig i opgange kort forinden, og patruljen fik derfor en snak med dem om deres adfærd samt registrerede deres generalia. 

 

Færdselsuheld, Værløse

En 35-årig mandlig bilist fra Frederikssund kørte klokken 18.16 i nordlig retning ad Ballerupvej. I krydset ved Jonstrupvangvej foretog han et venstresving og påkørte i den forbindelse en 19-årig mandlig bilist fra Frederikssund, som skulle lige ud i krydset.

Umiddelbart kom ingen af parterne til skade ved uheldet, men der skete dog større materiel skade på bilerne. 

Den 35-årige bilist blev efterfølgende sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt. 

 

Unge skabte uro på station, Kgs. Lyngby

Klokken 18.21 indløb der anmeldelse om, at en gruppe unge drenge skabte uro på Lyngby Station foran 7/Eleven ved at råbe efter forbipasserende. En patrulje kørte til stedet, men de unge mennesker var i mellemtiden forsvundet derfra. 

 

Hærværk i parkeringskælder, Kgs. Lyngby

Via overvågning kunne det klokken 18.23 ses, at der i øjeblikket blev udøvet hærværk af ukendte gerningspersoner i en parkeringskælder på Klampenborgvej. En patrulje kørte til stedet, hvor der ganske rigtig var tegn på hærværk, men der befandt sig ikke nogen personer på stedet, som kunne sættes i forbindelse med hændelsen. 

På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der ikke yderligere oplysninger omkring hærværkets art eller signalement af gerningspersonerne.

 

Tyveri fra mobiltelefon, Hundested

En 54-årig mand fra Brønshøj anmeldte klokken 19.58, at en ukendt gerningsperson klokken 19.25 havde stjålet hans telefon, mens han havde været i gang med at læsse varer af på Strandvejen. Bilen havde kort været uden opsyn, og da den 54-årige kom tilbage, så han en sort bil køre fra stedet i høj fart, hvorefter han opdagede, at hans telefon, som havde ligget i bilen, var blevet stjålet.

 

Unge mennesker og lugt af hash i kælder, Helsingør

Klokken 21.29 indløb der anmeldelse om, at nogle unge mennesker havde taget ophold i en cykelkælder på Horsedammen, og at de formentlig røg hash, idet der lugtede af dette på stedet. En patrulje kørte dertil for at lede efter de unge, men de befandt sig ikke længere i cykelkælderen og var heller ikke mulige at udfinde i området.

 

Kørsel i påvirket tilstand, Kgs. Lyngby

En 59-årig mandlig bilist uden kendt adresse blev klokken 23.00 standset af en patrulje på I.C. Modewegs Vej. Her viste et alkometer, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. 

Den 59-årige blev derefter kørt til hospitalet, hvor en blodprøve blev udtaget med henblik på at fastslå manden hans eventuelle præcise promille.

 

Anmeldelse om brand, Holte

Klokken 23.15 indløb der anmeldelse om brand i et hus på Rønnebærvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor der ikke umiddelbart kunne ses flammer, men der lugtede dog af røg. Brandvæsnet undersøgte dette nærmere, og det viste sig, at der formentlig var opstået brand i en mikroovn, som derefter havde forårsaget røgudvikling. 

Idet fem personer havde ligget og sovet i huset under røgudviklingen, blev ambulancer tilkaldt for at tilse dem for eventuel røgforgiftning.  

 

Affyring af kanonslag, Frederikssund

Klokken 23.19 blev det anmeldt, at der på Heimdalsvej kunne høres store brag, som formentlig skyldtes, at nogen affyrede kanonslag på stedet. Efterfølgende indløb der flere anmeldelser om samme, og en patrulje kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere. Ved patruljens ankomst var det dog ikke muligt at udfinde nogen personer, som kunne sættes i forbindelse med hændelsen.

 

Hærværk, Gentofte

En 18-årig mand anmeldte klokken 01.04, at han netop havde set en mand stå og male graffiti i tunnelen, der førte op til Jægersborg Station på Ørnegårdsvej. En patrulje kørte til stedet, men den ukendte mand, der beskrives som 20-30 år og med mellemlangt lyst hår, var ikke mulig at udfinde. 

 

Indbrud i supermarked, Kgs. Lyngby

Klokken 06.41 indløb der anmeldelse om, at der havde været indbrud i SuperBrugsen på Lyngbygårdsvej. 

På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der endnu ikke yderligere oplysninger omkring indbruddet og eventuelle stjålne genstande.

 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi