Torsdag klokken 13.22 var narkohunden Pelle på opgave i Hundested, hvor han fik færten af noget på Nørregade. En åben dør førte Pelle ind på et værelse, hvor han markerede ved en større mængde hash, der lå på et computerbord.
Kort efter ankom beboeren, en 32-årig mand, til stedet. Han blev forevist politilegitimation og sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. Politiet gjorde ham samtidig bekendt med sine rettigheder.