Hvis du tænker at kirkemusik måske kan være lidt til den kedelige side, så bør du overveje at tage til en anderledes jazzkoncert med Maria Kynne i Lynæs Kirke.
Maria Kynne er en erfaren komponist, tekstforfatter, musikpædagog og sangerinde, som blandt andet arbejder med en mere moderne tilgang til salmerne. Og så kan hun desuden skrive 10 albums på cv’et plus en uddannelse som cand. teol.
Maria Kynne har skrevet sange og tekster siden 1986, og kommer her med et bud på hvordan man kan synge om Gud og tro i 2021. Maria har som solist spillet utallige koncerter i ind- og udland med big bands og amatørkor, og så har hun været korsanger for blandt andre Kira Skov, Stig Rossen og Anne Linnet.
Det er en yderst kompetent sangerinde, der gæster Lynæs Kirke onsdag d. 25. august 2021, og med sig har hun nogle af Danmarks dygtigste og mest erfarne jazzmusikere, nemlig Peter Rosendal på piano, Kasper Vadsholt på bas og Jonas Johansen på trommer. Så der er lagt i op til en stor og anderledes musikalsk oplevelse.
Koncerten begynder kl. 20.00, og der er gratis adgang for alle.