I weekenden d. 7.-8. august kan du få stillet nysgerrigheden i forbindelse med arrangementet Åbne Atelierdøre, hvor mere end 50 kunstnere i Halsnæs åbner deres døre for interesserede.
Måske er du tit gået forbi et af Hundesteds atelierer og luret nysgerrigt på værkerne gennem vinduerne.
Og måske har du haft lyst til at stille kunstneren et par spørgsmål om teknikken bag værket eller baggrunden for tilblivelsen af værket.
Nu kan du få et kig bag facaden og møde kunstnerne bag din foretrukne ”vindueskunst”, når en masse af Hundesteds kunstnere deltager i arrangementet Åbne Atelierdøre.
Her får du mulighed for at gå på opdagelse i byens mange atelierer, hvor du kan se en masse forskellig kunst og snakke med kunstnerne bag de enkelte værker.
Og hvis du bare har lyst til at gå og ose lidt og blive inspireret til din egen kunst eller måske finde et værk til væggen derhjemme, er du også meget velkommen.
Kunstnernes atelierdøre står åbne i weekenden d. 7.- 8. august fra 11.00 til 17.00 begge dage, og du kan støde på alt fra malerkunst over skulpturkunst til smykkedesignere og meget, meget mere.
Åbne Atelierdøre er arrangeret af Kunst i Halsnæs, og du kan finde et kort over de deltagende kunstnere her.